Find ud af, hvordan du kan maksimere dine chancer for at komme langt i hvilken som helst turnering ved at forbedre din ”sidste fase” MTT-strategi.
De ”sidste faser” refereres også på engelsk som ”Late stages” i MTT, og det referer til alt fra sprængningen af boblen til førstepladsen ved finalebordet.
Så hvordan kan vi maksimere vores chancer for at komme langt i en turnering?
På grund af ICM-implikationer (independent chip modelling), vil forventningen til et bestemt spil variere afhængig af hvilken fase af turneringen vi befinder os i. Det mest kritiske ICM-pres forekommer typisk på boblen, men som forsvinder med det samme bagefter – eftersom de næste pay jumps er mindre og hyppigere.
Når spillere nærmere sig finalebordet, begynder ICM-presset at vokse sig større igen som følge af de enorme pay jumps for de få top-finalister. Som en grov rettesnor, jo mindre ICM-presset er, desto tættere vil turneringen blive til et cash game.
Umiddelbart efter boblen, bør vores mål være at få vores stack større, så hurtigt så muligt (selvom vi risikerer at rydde ud af turneringen – bust-out!).
Indtil pay jumpsene bliver store igen, skal målet for hver spiller ved bordet være at få opbygget en stor stack til finalebordet. Det giver meget lidt mening at have en short stack, hvis man ønsker at spille konservativt i denne fase. De har muligvis tidligere gjort det lige før boblen, men nu burde forsøge at få genfundet deres aggression.
At rydde ud af turneringen (Busting out) i denne fase er ikke et stort problem, eftersom det næste pay jump normalt kun vil være en relativ lille stigning i forhold til den nuværende udbetaling. Dette scenarie adskiller sig enormt fra boblen, hvor springet mellem $0 og det at profitere, teknisk set er det største pay jump i turneringen (uendeligt større i forhold til en multiplikator).
Selvfølgelig skal spillere ikke tage unødvendige risici for at øge deres størrelsen af deres stack, men der er et ekstra pres på short stacks, eftersom manglende handling kan resultere i at blive blinded out. Specifikke forpligtelsesbeslutninger vil være korrekte, selvom chip-EV (Expected Value) bliver anset for at være negativ.
Enhver beslutning, der langsigtet kan forventes at øge størrelsen på vores udbetaling i turneringen markant, skal tages.
ICM-presset begynder at vokse igen, når vi nærmer os og til sidst når finalebordet. Den præcise virkning af det, vil afhænge af størrelsen af pay jumpsene. Jo større mellemrum mellem udbetalingerne, desto større er betydningen af ICM-virkningerne, som spillerne oplever ved finalebordet (store spring skaber minibobler)
Omvendt spilles en ”winner takes all”-turnering præcis som et cash game uanset hvilken fase i turneringen du befinder dig i – det betyder, at der ikke er noget ICM-pres.
For at hjælpe med at illustrere konceptet på en simpel måde (uden brug af matematik), skal du forestille dig, at der er tre spillere tilbage ved finalebordet:
- Spiller 1: 5.000 chips
- Spiller 2: 10.000 chips
- Spiller 3: 15.000 chips
Forestil dig et øjeblik, at vi er “spiller 2” og får at vide, at vi som en del af turneringsreglerne er nødt til at foretage et all-in-møntkast mod en modstander efter vores valg. Sådan en turneringskendelse ville naturligvis aldrig finde sted, men hvem skal vi hypotetisk vælge?
Hvis vi manglede forståelse for ICM, svarer vi måske: ”det betyder ikke noget, vi får samme mængde chips ind med det samme equity-beløb”.
Dette svar ville dog være fuldkommen vildledende.
Vi ville altid vælge at tage et møntkast mod “spiller 1”. Hvorfor?
Lad os dele det op i små bidder, baseret på om vi vinder eller taber:
Mod spiller 1:
Vi vinder – Vi har nu sikret os en andenplads og har en sundere chip stack til at angribe spiller 3 med.
Vi taber – Det er ærgerligt, men vi har stadig 5.000 chips tilbage og enhver mulighed for at vinde turneringen.
Mod spiller 3:
Vi vinder – Okay, vi er nu en sund chipleader, men vi har ikke formået at sikre os en andenplads endnu. Hvis det går dårligt, kan vi meget let rydde ud som nr. tre.
Vi taber – Vores turnering er slut, vi er lige røget ud som nr. tre. “Spiller 1”, som havde en mindre stack end os til at begynde hånden, er nu garanteret en andenplads.
Faktisk, hvis vi er spiller 1, ville det være et ønskescenarie at se “spiller 2 og 3” spille mand mod mand. Vi kan derfor meget vel sikre os en andenplads uden at tage nogen form for risici. Hvis vi dog forudsætter, at “spiller 2 og 3” korrekt ikke begynder at gå efter hinanden, er “spiller 1” under et gevaldigt pres ved sit næste træk og dermed risikerer at blive blinded out.
“Spiller 2” kan faktisk bare spille en smule tight og håbe på, at “spiller 1” bliver blinded out, eller at “spiller 1 og 3” begynder at gå efter hinanden.
Så når gode spillere taler om ”ICM-pres”, hentyder de i virkeligheden til et par forskellige typer af pres, afhængig af deres position ved finalebordet.
- Den mindste stack er altid under pres, når han/hun skal foretage sit træk.
- Spillere vil heller spille mod modstandere som de har styr på end at risikere hele deres stack.
- Big stacks kapitaliserer på spilleres manglende lyst til at spille imod dem.
- Mid-stacks vil måske spille mere tight, i håb om at andre spillere bliver elimineret først eller bliver blinded out.
Vi har set på et eksempel med kun tre spillere for at give den simpleste forklaring på, hvordan ICM-pres påvirker beslutninger ved finalebordet. Eksemplet vil dog vedrøre alle spillere ved finalebordet og endda påvirke de valg som spillerne træffer frem mod finalebordet.
Det er udfordrende at lege med ICM-beregninger manuelt, så de fleste spillere gør brug af software til dette. Det er en god ide at anskaffe sig en ICM-lommeregner og eksperimentere med forskellige præmiepuljer.
En forståelse for, hvordan matematikken fungerer til at bestemme EV ved forskellige spil, baseret på ICM-opsætningen, vil hjælpe spillere med at lære at formulere fornuftige beregninger på farten.
Push/Fold ranges: Det er almindeligt at blive ekstrem short-stacked på et eller andet tidspunkt i de sidste faser af en turnering. I de fleste tilfælde vil vores muligheder være begrænset til enten at gå all-in (shoving) eller at folde, når det er vores tur først. Som sådan kan det være nyttigt at have en form for system til at forstå, hvilke pokerhænder man skal have, når man skal gå all-in.
Mange vælger at gøre brug af ”Nash-regnemaskiner”, der generer ligevægtsløsninger til push/fold ranges.
Selvom outputtet ikke altid vil være den bedst udnyttende strategi, kan det hjælpe med at give en vag idé om, hvor brede push/fold ranges burde være i forskellige scenarier.
Det burde sandsynligvis ikke komme som en overraskelse, at en spillers mentale spil sandsynligvis vil lide ved finalebordet, hvilket ofte er et tegn på nervøsitet. Indflydelsen af dette kan variere fra spiller til spiller, og der er ikke enormt meget man kan gøre i momentet, hvis problemet skal håndteres.
Følgende skal dog skrives bag øret:
- Det giver mening at arbejde på vores mindset, hvor vi forestiller os, at vi nået frem til finalebordet. Hvordan bliver jeg mental klar?
- Tilstrækkelig forberedelse angående den specifikke turneringsstruktur, kan hjælpe med at lette nervøsiteten.
- Nerverne vil forsvinde over tid, når vi er vant til at nå finaleborde.
SÅDAN BLIVER DU EN POKER-PROF
Texas Holdem Poker Regler
SÅDAN BLIVER DU EN POKERDEALER
TO PAR I POKER
Pokeretikette
Sådan spiller du strippoker
Den ultimative bluff-guide i poker
Poker-matematik
Sådan spiller du pocket-kings
